20.000 km i autocamper på 323 dage
Den korte version



Bent og Susan Zimakoff

En gang imellem skal man være klar til at kappe sikkerhedslinen og tage nogle chancer, hvis man vil have nogle ekstraordinære oplevelser.


Det gjorde vi for nogle år siden, da vi trængte til ny energi. Efter en hel del overvejelser og en uges prøvetur i en lejet autocamper, solgte vi vores hus, opmagasinerede møblerne, købte en autocamper på grænseplader og opsagde vores jobs. Et stort spring for to tryghedsnarkomaner, som aldrig havde prøvet campinglivet!

Campingplads i Arnhem, Holland

Vores krav til autocamperen var: to forsæder, der kunne drejes og blive en del af "opholdsstuen", en fast opredt seng, bad og toilet. Resultatet var en delintegreret autocamper med parabolantenne og sattelitmodtager, tv/video, ekstra batteri, markise, cykelholder, fartpilot, bak-tv, vand- og gasudtag på siden af bilen. Vi fik anbefalet at bruge 2 tyske gasflasker, men måtte undervejs skifte til andre gasflasker og tilsvarende nye regulatorer, fordi hvert land har deres eget gassystem.


Bergerac, Frankrig

Afgang

Efter et vemodigt farvel til familie, venner og hus startede vi vores tur i maj 2001.Vejret var skønt, solskin og varme. Lynhurtigt skiftede følelserne; vi boblede af glæde og forventninger. En stærk følelse af frihed greb os. Vi var kun afhængige af os selv. Vi kunne gøre som vi ville. Vi kunne køre i præcis den retning vi havde lyst til og i det tempo vi ønskede. Og det gjorde vi!


Veccio-broen i Firence, Italien

Allerede ved den første overnatning indtog vi autocamperen, som vores nye "hule", vores hjem på 4 hjul! Ja, i næsten et år, var "hjem" det sted, hvor vores autocamper var parkeret - en sjov tanke! Vi nød at være så tæt sammen (selvom camperen i starten kunne virke lille, når man for tiende gang skulle flytte sig for at den anden kunne komme forbi).


Udsigt fra autocamperen i Tournon-Sur-Rhone, Frankrig

Huset på ryggen

En af fordelene ved autocamperen er jo at man altid er mobil og altid har ”huset med på ryggen”. Det tog ikke mange minutter at parkere, rulle markisen ud og lave kaffe. At pakke sammen for at køre til næste sted var ligeså hurtigt. En lille ”checkliste” hjalp til at huske at hive parabolen ned, lukke skabe, skuffer og loftluger, og ændre strømkilde til køleskabet.


Sagres, Portugal

Vi foretrak den sikkerhed, der ligger i at overnatte på en campingplads og det gjorde vores bad i vognen stort set overflødigt. Vi har enkelte gange prøvet specielt indrettede overnatningspladser, og det er en god løsning, hvis man gerne vil overnatte billigt, men i nærheden af andre.


Ronda, Spanien

Vi lavede vi en hjemmeside med vores dagbog, som vi opdaterede hver uge. Det var samtidig en meddelelse til venner og familie om, at alt var OK. For os var det vigtigt at have computer og mobiltelefon med, så vi altid kunne hente og sende e-mails og holde kontakten ved lige.
Det varmede med alle de mails vi fik undervejs og sjovt nok var der venner, som vi hørte fra meget oftere end hvis vi havde været hjemme i Danmark!


Glencar, Irland

Ruten

Vi havde ikke fastlagt en rute på forhånd. Vi ville have plads til frihed og pludselige indskydelser. Èt ønskemål havde vi dog. Vi ville se den smukke natur i England, Skotland og Irland.

Det undrede os meget, men på vores tre måneders rundrejse i Storbritanien mødte vi ikke én eneste dansk autocamper eller campingvogn. Vi synes at det er et af de skønneste rejselande vi har været i endnu. Overvældende natur, venlige mennesker, forståeligt sprog og ordentlige campingpladser. OK, det er ikke det billigste land, og en regnfrakke er god at have med, men det bør ikke afskrække nogen fra alle de gode oplevelser. At køre i venstre side af vejen, var ikke noget problem, det vænner man sig meget hurtigt til.

Naturoplevelserne i Peak District, Lake District og det meste af Skotland er svære at overgå og vil man på bytur kan vi anbefale skønne gåture i York, Colchester, Edinburgh og Dublin.


Karneval i Vinaros, Spanien

I Portugal kan vi fremhæve det varme klima, også udenfor sæsonen, de utrolig søde og hjælpsomme indbyggere og mange kulturskatte.

Frankrig kan vi også varmt anbefale som campingland med mange campingpladser for enhver smag, god mad, vin og afslappet livsstil.

I Spanien fandt vi ly for vintervejret, og kunne nyde 20 grader juleaften, som vi fejrede hos fastboende familie i nærheden af Malaga. Nytårsaften hyggede vi os på campingpladsen i Torre del Mar (øst for Malaga) sammen med 3 andre danskere, vi havde mødt og der lærte vi den spanske skik med at spise en vindrue for hvert midnatstimeslag. Det skulle bringe lykke i det nye år.


Solsikker i Bourges, Frankrig

Specielle oplevelser

Undervejs greb vi muligheden for nogle helt specielle oplevelser f.eks. var vi til Tatoo i Edinburgh (Skotland), Highland Games i Dornoch (Skotland), hestevæddeløb i Great Yarmouth (England), fodboldkamp med Schmeichel i Birmingham (England), sandskulpturfestival i Hardelot Plage (Frankrig), citronfestival i Menton (Frankrig) og karneval i Vinaros (Spanien).

Oplevelserne har været utallige, men efter knap et år var vi også mætte på oplevelser og klar til at vende hjem til Danmark igen.


Det skæve tårn i Pisa, Italien

Uheld undervejs – ja, vi kørte fast på en meget blød græsmark på campingpladsen i Torino og personalet tilbragte det meste af aftenen med at hjælpe os fri, hvorefter campingmutter serverede det mest pragtfulde måltid på campingpladsens ellers mennesketomme restaurant.

På turen rundt om Loch Ness ad de smalle veje rev en gren et bliklygteglas af, og vi måtte have campingforhandleren til at sende et nyt til os.

Bent forstuvede sin fod i Spanien og det gav et par ekstra dage med opvartning og afslapning.


Citronfestival i Menton, Frankrig

323 dage

Vi har været væk i 323 dage. Vi har kørt 20.000 km, været igennem 13 lande og overnattet 80 forskellige steder. Vi har mødt mange pragtfulde mennesker og vi har set så mange vidunderligt smukke steder. Det har helt og fuldt været en skøn og oplevelsesrig rejse for os begge og vores konklusion er:

Rejs og opfyld dine drømme, mens du kan. Vent ikke til det er for sent.


Fontaine-de-vaucluse. Frankrig

Læs mere her

Tekst: Susan Zimakoff, Fotos: Bent Zimakoff