Vi cykler en tur rundt i byen Condette og omegnen. Vores supermarked er lukket, det gør de åbenbart om mandagen, så vi kan ikke få ny ost. I stedet kører vi til bageren og køber ny brødforsyning. Vi skal have postet et brev til Danmark, så vi finder et vejskilt, der peger mod Posthuset og kirken. Og så går det ellers op ad bakke, og rundt af små snirklede veje, og så ligger et lillebitte posthus foran os. Vi går ind og betaler for frimærkerne. Denne gang gik det fint med fransk-kommunikationen! I stedet for at cykle den fornøjelige vej tilbage, hvor vi kom fra (nu ned af bakke!!!), fortsætter vi rundt om hjørnet og ud i udkanten af byen og kommer til sidst tilbage til campingpladsen fra en ny kant. Byen er ikke så stor, så det er som regel overskueligt at finde tilbage til campingpladsen.

Solen skal nydes mens den er der, så bikinien findes frem og så er der dømt soldyrkning! Imens kan jeg ligge og betragte "vores" store frække solsorte-unger, som kommer og tigger brødkrummer. Et par gange har de været helt oppe på vores fodtrin for at se efter mad, så jeg overgiver mig og finder en skive brød, som jeg smuldrer til dem. Rent fugle-guf!

12. juni
Da vi var ude og se på sandskulpturer, mistede vi jo alle vores fotos, og for at genskabe dem igen vælger Susan at cykle de 10 km én gang til for at tage nye billeder.

Vejret er stadig fint og cykelturen virker ikke så lang denne gang, fordi ruten er kendt. Der er mange mennesker ude og se sandskulpturerne.

Lige som sidste gang er der også denne gang tid en lille pause nede på stranden inden hjemturen.

Tilbage på campingpladsen er Bent stadig i gang med sin præsentation og får derfor sandskulpturbillederne overdraget med det samme, så de kan nå at komme med. Billederne er heldigvis blevet gode, selv om den "normale" fotograf ikke var med!

Bent er klar til sin eftermiddagslur, da "campingfatter" kommer cyklende på sin orange minicykel med en stor pakke under armen. Det er den nye receiver til fjernsynet, som vi har ventet på. Middagsluren bliver hurtigt annulleret. Der er vigtigere ting at tænke på! Bent går i gang med først at læse vejledningerne!!! og sætter så receiveren til. Stor er spændingen - kan vi nu se dansk tv??? Lige så stor er skuffelsen. Vi kan ikke finde det rigtige signal. Telefonen må frem, så Bent kan ringe til HW Electronic, som har været fænomenal til at hjælpe os.

Vi må ty til godnatlæsning i stedet for fjernsyn, så det bliver til højtlæsning fra vores historiebog. Det er nu også en ret hyggelig måde at slutte dagen på. Tæt sammen under dynen, mens der fortælles historie (og så var det endda historie om pest og krig). Vores bog er en samling af øjenvidneskildringer gennem flere tusinde år. Tænk at blive klogere og hygge sig samtidig.

13. juni
Vi pakkede det meste sammen i aftes, så vi er næsten køreklar. Skal bare i bad og have morgenmad. Vi snakker lidt om mund- og klovsygen. Skal vi smide resten af vores kød- og mælkeprodukter ud inden vi kører, eller skal vi vente og se hvad de siger i England? De englændere, som Bent talte med den anden dag på pladsen, fortalte at problemet stadig ikke var løst. Vi vælger at vente og se. Hvis vi skal smide madvarerne ud, kan vi jo nå det endnu.

Bent tømmer vores spildevandsbeholder mens Susan betaler for opholdet. Som bonus får vi en god flaske (Saint-Emillion) rødvin af "campingfatter". Han ønsker os en fortsat god rejse. Samtalen forgår på fransk og endelig kan han forstå samtalen. Synd at vi skal til at forlade landet, når indbyggerne er ved at lære at forstå os!!!

Inden vi når færgen, vil vi gerne have tanken fyldt op. Diesel er meget dyrere i England end i Frankrig. I Calais finder vi (tilfældigt) en gasforhandler og vi prøver lige om vi kan få løst vores gasproblem. Manden i forretningen lyser op. Gasflasker, det kan han sagtens klare. Indtil han ser vores tyske flasker, så ser han trist ud og fortæller at det er umuligt at få fyldt dem i Frankrig, men måske i England????

Vi bruger GPS'en til at finde en Shell-tank i Calais (hvor er det nemt!). Bent taler pænt med "tank-damen" og kommenterer at der er utroligt hurtigt at tanken blev fyldt op. Da vi kører videre, skal kilometertælleren nulstilles, og Bent ser undrende på diesel-måleren; der er stadig kun en halv tankfuld??? Jeg spørger, hvor meget han betalte for diesel og han svarer 30 F. Det viser sig så at Bent har fået 6 liter fyldt på - og han havde bare forsøgt at fortælle damen at vi var fra Danmark. Nej - de franskmænd er ikke gode til at forstå os, så nu drager vi til England (med et smil på læben)

Susan vil så gerne se de hvide klipper i Dover, så Bent "overgiver" sig. Vi sejler til England. Vi er lidt i tvivl, skal vi vælge Hooveroverfarten eller bilfærgen til Dover. Vi tager bilfærgen (sejltid 1½ time).

Vi har ikke billetter i forvejen, så det er lidt besværligt at finde ud af proceduren. Vi skal først ind i et billet-hus og købe billetter før vi kan køre til billet-lugen. Nå, men vi finder ud af det, og bilerne er allerede begyndt at køre ombord, da vi kører ind i vores vognbane, så der er ingen ventetid. Inden vi for lov til at køre om bord, bliver vores "hus" dog lige checket. De skal se om vi har flygtninge med!

Underligt nu skal vi endelig bruge vores pas. Både når vi køber billetter og da vi kører om bord.

Der er ikke mange mennesker med færgen (afgang klokken 11). Måske ikke så underligt. Det er ski.. dyrt. 1.820 F for en enkeltbillet med en autocamper på over 6 meter. Vi køber lidt toldfrit (god whisky) og sætter os i restauranten for at få lidt frokost. De serverer dog kun morgenmad, og det har vi ikke lyst til igen, så vi drikker den kop kaffe og øl som vi nåede at bestille og må så ind ved siden af og bestille en burger i stedet.

I højttaleren forklarer en stemme, at kød og mælkeprodukter fra Holland ikke må medtages til England. Vi spørger en gang til for en sikkerheds skyld og den er god nok. Vi må gerne medbringe vores franske madvarer. Ærgerligt at vi ikke købte en ekstra paté. Vi bliver ikke kontrolleret yderligere.

Der er en stille-lounge og der sidder vi i ro og mag og nyder resten af overfarten indtil vi skal ud og se på Dovers hvide klipper. Det ser fantastisk ud fra havsiden. Det er godt nok lidt diset, men alligevel er det et flot syn.

Nu skal vi huske at køre i venstre side. Bent har gemt vores klæbemærker til lygterne fra vores seneste Englandstur, så dem monterer han på lygteglassene før vi kører fra borde (så vi ikke blænder de andre bilister). Vi aftaler nogle kodeord for at huske at køre i den rigtige (forkerte) side af vejen. En "tysker" er f.eks. kodeord for at der kommer biler fra højre i en rundkørsel! (Det er sjovere end at sige "pas nu på bilerne fra højre")

Det er specielt, når man kører ud fra en parkeringsplads at man kan glemme færdselsretningen i starten. Det kræver lidt koncentration i starten.

Vi kører mod Folkstone. Vi kører højt oppe på klinterne. Der er smukt. Vi er ikke i tvivl om at vi nu er i England. Deres særlige byggestil overbeviser os hurtigt. Efter en gåtur i Folkstone kører vi videre for at finde vores campingplads. Lige inden vi når campingpladsen, får vi øje på en caravan-forhandler og et gas-skilt. Måske…

Nu sker der noget. Damen bag disken forstår vores problem, men opfyldning af tyske flasker kan de ikke klare, måske en anden løsning??? Hun kommer ud med en engelsk gasflaske, kigger på vores gevind og mener at det måske nok kan bruges sammen med en adapter.

Trykket er dog lidt anderledes i de engelske flasker (28 mb), så hun sikrer sig først at det er OK, før hun forsøger.

Umiddelbart ser det ud til at gå godt, men det virker ikke rigtigt. Der lækker lidt gas ud, samlingen er ikke helt tæt. Det går ikke. Det skal være helt sikkert. Hun får en ny idé. Kan vi ikke udskifte vores gasslange + "samlemuffe" med en ny og så lave en helt engelsk løsning. Det virker! Nu har vi en engelsk 7 kg flaske og en tysk. Caravan-forhandleren vil gerne opbevare vores tomme tyske flaske for os til vi vender tilbage, og så bytter vi bare om igen. Det lettede med en løsning! Som tak, køber vi lidt småting i forretningen, som vi mangler.

Da vi kører videre snakker vi om, at vi også kunne bytte den anden tyske flaske ud, så vi kører med 2 engelske flasker mens vi er i England. Det vil vi nok gøre.
Vi finder campingpladsen. Meget lækker, men også dyr. Vi får selv lov til at vælge en plads. Hvor er det rart at vi kan kommunikere med folk igen (på engelsk). Det gør hverdagen lidt lettere! Vi finder en god plads. Hiver markisen ud og sætter læhegn op. Nu fortjener vi en kop kaffe i solen. Det regnede, da vi stod op i morges, men siden vi kørte fra campingpladsen i Frankrig har solen skinnet.

Mens vi checker ind, får vi fortalt, at hvis vi melder os ind i den engelske caravan-club, så sparer vi 5 £ på hver overnatning. Det koster 25£ at melde sig ind, så det kan vi hurtigt spare. Vi siger ja og udfylder en indmeldingsformular, så får vi adgang til deres egne reserverede pladser også. Vi får en hel æske med bøger og materialer. Vores danske campingpas giver også rabat, men ikke ret mange ører.

Vi finder os tilrette, går en tur til nærmeste forretning og inspicerer faciliteterne. Det ser godt ud. Masser af pæne bad og toiletter. Vi læser lidt i det udleverede materiale og i nogle brochurer om attraktioner i nærheden.
Fish-and-chips-manden kommer med sin bil klokken 19 og "vækker" alle med sin klokke. Der samler sig hurtigt en lang kø foran bilen, men vi er fornuftige og spiser vores planlagte måltid (kyllingbryst og ris). Fisken må vente til en anden gang.

Vi kan ikke komme igennem på vores telefon, så vi kan ikke hente mails.

14. juni
Vi kører ind til et kæmpesupermarked og køber lidt ind til lageret. Sodavand, madvarer osv. Da vi kører tilbage mod campingpladsen må vi op ad en vej med en stigning på 13%. Tidligere på turen har vi været ude for 6% fald/stigning, men denne her var godt nok stejl.

På tilbagevejen bytter vi også den anden tyske gasflaske, så vi nu kører med to engelske.

Vi bruger også dagen til at reflektere om vores tanker, efter nu at have prøvet campinglivet i en periode. Vi har begge en overvældende følelse af frihed. Vi kan selv bestemme hvad vi vil, hvor vi vil hen osv. Vi er ikke afhængige af andre og har ingen forpligtelser. Men, det er også underligt at miste sin base (vores hus). Når vi hører, at de nye ejere er ved at bygge hele huset om, så er det lidt vemodigt at tænke på, for vi har da lagt mange kræfter i det hus. Det er også en underlig fornemmelse ikke at have et fast bopæl at vende hjem til.

Det giver (selvfølgelig) nogle udfordringer at leve på så lidt plads. Mest praktiske udfordringer. Al ting skal ryddes op hele tiden, ellers er her ikke til at være. Det er svært at tørre tøj i regnvejr. Man skal flytte sig, når den anden skal forbi. Man skal ud af sit "hus", for at gå i bad (vi bader næsten kun på campingpladsen, det er nemmest), men også andre udfordringer.

Vi er sammen næsten hele tiden. Det er rart, men når nu alle de danske bøger er læst og de små forbedringer på vognen er færdige, så bliver vi måske lidt rastløse. Bent har i perioder været ramt af rastløshed, specielt fordi vi ikke har kunnet se dansk tv, og vi kan jo ikke "løbe rundt og opleve ting" hele tiden. Det kan hverken fødder eller hjerne holde til.

Vi savner da også venner og familie, men det hjælper at vi kan skrive mails sammen med de fleste. Derfor rammer det ekstra hårdt, når teknikken driller og vi ikke kan komme i kontakt med omverdenen.

Det lykkes at hente mails i dag, underligt at vi to gange har haft kommunikationsproblemer. Godt vejr, men en enkelt regnbyge om aftenen.

15. juni
Vi har lyst til at køre til London, så vi pakker sammen og kører nordpå mod Canterberry. Vi skal alligevel den vej, så vi vil benytte chancen for at se den store katedral i Canterberry. Katedralen er nem at finde, man kan se den fra lang afstand. Først kan vi dog følge den gamle bymur ind mod centrum af byen. Vi finder en parkeringsplads foran et supermarked og går gennem byen for at komme tættere på katedralen.

Vi må betale for at komme ind. Hvor er det et stort prægtigt bygningsværk. Der er helt utroligt flotte glasmosaikker og en masse hvælvinger og udskæringer. Når man tror at man har været hele katedralen igennem, så træder man et par trin op og kommer ind i en mindst lige så stor og flot del af katedralen. Vi tænder et par lys, og tænker på venner og familie i Danmark og går videre nedenunder og ser den gamle krypt, som er den ældste bevarede del af kirken. Det er en flot oplevelse. Vi snakker lidt om at kirken nok har været samlingspunkt tidligere. Gad vist om den nogensinde har været fyldt op med mennesker - så stor som den er? Når vikingerne angreb, var det sikkert her man søgte i sikkerhed. Der er brugt mange penge til at bygge kirken. Hvem har mon finansieret det?

Vi kører videre af A2 mod London. Vi vælger bevidst de mindre veje, så vi får set mest muligt. Der er temmelig bakket. Nogle steder føles det næsten som rutsjebanen i Tivoli. Der er mange grønne områder og husene er typisk engelsk stil, med små karnapper og spidse tage.

Det er godt vejr. Solskin og 25 grader.

I vores bog har vi har fundet en campingplads i den østlige del af London, og vores forrige campingpladsforvalter anbefalede den samme plads, da hun hørte at vi ville mod London, så den kører vi efter - Abbey Wood lige øst for Greenwich. Vi finder straks et skilt mod campingpladsen, da vi kører fra A2, så det er bare at følge skiltene.

Campingpladsen ligger i en lille skov i udkanten af London. Der er masser af grønne områder omkring os. I gå-afstand ligger en togstation, så vi kan tage toget til London centrum (35 min). Campingpladsen ligger på en grund der skråner lidt, så vi får hårdt brug for vores niveleringsklodser. De er faktisk ikke høje nok, så vognen skråner lidt, selv om vi forsøgte at finde den mest lige plads. Det er en rimelig stor campingplads, og fordi vi er i London er der mere støj end vi er vant til (selv om dette skulle være den mest stille plads i London). Der er regelmæssigt udrykninger. Der må ligge en brand-station eller lignende i nærheden. "Genboerne" har to basset-hunde, der gør, så Bent er ved at "gå amok", men det er nok prisen for at være tæt på byen.

Der er advarsler flere steder på campingpladsen. Det er ikke rart. Der er tyve i området, så man skal låse sine ting inde, bare man forlader sin vogn eller sit telt i 5 minutter. Den ene tyv ser vi allerede luske omkring i nærheden af vores vogn, da vi ankommer og senere ser vi et par andre som vi mistænker er med i "banden". Det drejer sig om en eller flere ræve og en masse egern, som stjæler mad, sko og hvad de ellers kan komme i nærheden af. De virker ikke særlig sky og det er underholdende at sidde og kigge på de grå egern, der leger på græsplænen.

Susan henter brochurer i informationscentret på campingpladsen, så vi kan lægge planer for turen ind til London i morgen

Vi cykler en tur, for lige at finde stationen og se på byen. Susan starter med at cykle i højre side af vejbanen af gammel vane, men Bent får hurtigt dirigeret i den rigtige retning.

Hjemme igen, er det tid til aftensmad og dagbogsskrivning. Både dårligt tv-signal og dårligt telefonsignal, sikkert på grund af de store træer.

16. juni
Vi står tidligt op, går i bad og spiser morgenmad. Mens vi spiser, bliver vi underholdt af to egern, der leger "tagfat" rundt om træstammen lige foran vores vindue. Så er vi klar til at køre ind til London centrum. Vi køber weekendbilletter til tog og busser på campingkontoret og går så ned til stationen og tager toget klokken 8.59.

Vi tager til Leister Square og kigger på teaterbilletter i "The half price ticket booth". De forestillinger, vi har lyst til, spiller ikke eftermiddagsforestillinger i weekenden, så vi undersøger biografmulighederne i stedet. Bl.a. spiller den nye Pearl Harbour film i Odeon-biografen.

Vi fortsætter gåturen gennem centrum og tager undergrunden til Waterloo station, hvor der er kommet en nye stor Cinemax-biograf med 3D-film. Det plejer at være en underholdende måde at "hvile fødder" på. På vejen fra stationen til biografen møder vi en del hjemløse, som ligger i deres soveposer i gangtunnellerne.

De 3D-film, som bliver vist, ser ikke så ophidsende ud, så vi tager videre til "The eye", Det store nye pariserhjul, som er sat op i anledning af årtusindskiftet. Det er STORT, og det er køen også. Både køen for at købe billetter og køen for at komme ind er kæmpelange. Bent ville ellers godt op og prøve, mens Susan er lidt mere betænkelig ved højderne. Vi beslutter at vente til en anden gang.

Vi SKAL lige prøve en taxa, så vi tager en taxa til Harrods og kigger. Deres fødevareafdeling er så lækker, så Bent køber en pose nødder og så HURRA finder vi godt groft rugbrød. Vi må straks have to pakker. Det er en lidt underlig fornemmelse at gå rundt i Harrods. Der er så meget at kigge på, og samtidig føler man sig "lidt mindre rig" end de andre, der går rundt der inde, så vi får en følelse af ikke rigtig at høre til.

Efter at have shoppet tager vi undergrunden tilbage til Leister Square. Frokosten klarer vi hos MacDonalds for første gang på turen. Bagefter finder vi en biograf som spiller "The return of the Mummie". Ikke vores første valg, men den passede bedst tidsmæssigt. Det blev næsten 3 timers flotte effekter og spænding. Der var ikke nogle kedelige pauser undervejs. En underholdende film. Vi sad godt i en stor biograf, og nød at kunne hvile fødderne så længe. Vi er blevet bedre til at gå, men får alligevel trætte ben.

Vi kører hjem og tager lige et par øl med på vejen hos det lokale supermarked. Vi har været heldige at undgå regnbyerne i løbet af dagen, men nu får vi til gengæld en frygtelig masse regn på gåturen hjem fra stationen, så vi bliver totalt gennemblødte. Susans regnjakke virker ikke. Det regner igennem med det samme.

Vel tilbage i camperen finder vi joggingtøjet frem, hænger det våde tøj op og så sidder vi og hygger os med en lille whisky, mens vi opdaterer billeder og skriver postkort.

17. juni

Vi holder først en afslappet morgen fordi Susan har hovedpine, men pakker så regnjakkerne i rygsækken og tager toget ind til London. Vi må stå af på London Bridge, selvom der i køreplanen står at toget kører til Waterloo. Så vi fortsætter til Waterloo med Undergrundsbanen. På Waterloo sender vi lige en mail fra en telefonboks (bare fordi det er sjovt at det kan lade sig gøre), og checker så lige 3D filmene i Cinemax, men der er ingen 3D film før om eftermiddagen.

Vi tager undergrundsbanen ind til Leister Square og går og nyder stemningen. Vi går ned mod Covent Garden. Selv om det er søndag er butikkerne her inde i byen åbne og der er masser af mennesker på gaden.

I området omkring Covent Garden sker der noget hele tiden. Der er gøglere og optrædende alle vegne. Rockmusikere sidder og spiller og det store hit i øjeblikket er åbenbart mimikere, der er klædt ud i sølv- eller guldtøj og så står helt stille indtil en venlig sjæl smider lidt mønter til dem, så bevæger de sig langsomt rund som robotter og takker for skillingen. Utroligt at de kan stå så stille i så lang tid.

Efter at have gået en del og inhaleret stemninger, lyde og dufte af mad, bliver vi sultne og finder en lille bistro i en sidegade, hvor vi bestiller grillet Sirleon steak med salat, kartoffelmos og rødvinssovs. Ude og spise rigtigt for første gang på turen. Maden bliver serveret og er lækkert anrettet. Susans steak er lækker, men Bents er for rå inden i, så han kan ikke tygge den. Tjeneren kigger lidt, da Bent beder om at få bøffen stegt lidt mere, og da kokken får tallerkenen i hånden og hører beskeden ser han lidt sjov ud, men bøffen fik da en gang mere, og da Bent fik sin tallerken tilbage lidt senere er bøffen fin og lækker. Det er rart at sidde ned og nyde et måltid serveret af andre.

Bagefter slentrer vi op mod Leister Square igen og kigger på alle de spændende mennesker, der omgiver os. Der er mennesker af alle typer og racer, med meget forskellig tøjstil og hårfarver. Der er indtryk nok at kigge på. Da vi trænger til en gå-pause igen, finder vi en biograf. Vi vælger en kærlighedsfilm, men det viser sig at være en romantisk, men fjollet teenagefilm, med indlagte musicalnumre. Ikke ophidsende, men vi holder ud alligevel, bare for at hvile benene.

Da filmen er færdig regner vi ud, at vi lige kan nå et tog hjem fra Waterloo station, så vi tager undergrundsbanen og det passer fint med tiden, da vi når Waterloo station. Men ØV, togene kører slet ikke fra Waterloo station på vores toglinie i dag. Der står et skilt og spærrer for indgangen, og der står at togene i dag kører fra London Bridge i stedet. Ingen forklaringer på hvorfor! På den igen, gennem den store Waterloo station og ned til den anden ende, hvor undergrundsbanen er. Vi skal skifte undervejs på "Elephant and Castle" og kommer så frem til London Bridge, men nu er toget selvfølgelig kørt. Der er dog kun 15 minutter til næste tog, så vi venter. Vejret er heldigvis pænt i dag. Slet ingen regn!

Da vi står på rulletrapperne på vej til London Bridge station, bemærker vi en fyr med hængerøv i joggingbukserne og bare tæer i nogle meget specielle gummisko foran os. Da vi står og venter på toget kommer han og sætter sig på bænken lige bag os, og da Bent lige checker noget i sin pung, ser Susan at fyren lægger mærke til os. Vi stiger ind i toget og fyren følger efter og sætter sig på den næste bænk, men først rejser han sig op stirrer på Susan og siger "Du you know me?" et par gange. Vi bliver lidt nervøse for da vi skal af, står fyren også af. Vi vælger en anden udgang og holder os lidt på afstand til han forsvinder den anden vej.

Vi køber flûte og pate på gåturen hjem fra stationen og vel hjemme i camperen spiser vi det til aftensmad. Vores telefonforbindelse virker ikke, så vi kan ikke opdatere hjemmesiden. En lille whisky til at sove på og så er vi ellers godt trætte og sover skønt.

18. juni
Skønt vejr, solen skinner fra morgenstunden. Bent er (som sædvanlig) først oppe og laver kaffe og begynder at pakke sammen. Susan forsøger at opdatere hjemmesiden, men igen uden forbindelse.

Vi kører mod Colchester, men tager en omvej for at se Thames Barriere - en lang række kuppelformede barrierer, som ligger tværs over hele Themsen. Tidligere var der jævnligt oversvømmelser i London, derfor byggede man disse barrierer i 1953. De er store og London er sluppet for oversvømmelser siden de blev bygget.

For at komme over på den anden side af Themsen, kører vi under en utrolig lang tunnel (Blackwall tunnel), som drejer flere gange undervejs.

Ved halv to tiden kommer vi til Colchester camping, som ligger i udkanten af byen. Efter at have pakket ud og drukket en kop kaffe, cykler vi ind til byen. Ifølge beskrivelsen er der cykelsti og gangsti lige ind til byen, så det lød som "lige rundt om hjørnet". Cykelstien er ca. 25 cm. i kanten af hovedvejen, markeret med en malet streg. Det virker lidt usikkert at cykle der, i venstre side, med al trafikken rundt om os, men det gik da fint. Det tager os ca. 15 minutter at komme i nærheden af bymidten, og så bliver det ekstra sjovt, for næsten alle vejene er ensrettede, med stor hældning og masser af store busser. Enkelte steder må vi af og trække for en sikkerheds skyld.

Vi køber ind til lidt aftensmad. Det er en rimelig stor by med masser af shoppingmuligheder og muligheder for gåture i bymidten. Vi cykler ned og kigger ind på middelalderborgen i bymidten, men kun udefra - man må ikke cykle derinde.

Efter et par timer cykler vi tilbage til campingpladsen. Vi hilser på "naboen", som også har været en tur inde i byen, men dog med bussen. Han fortæller hvor nemt det er, så måske skal vi prøve det.

Bent vasker vores tøj og nu skal vi prøve om vores tv endelig virker! Bent finder det rigtige sattelitsignal, og signalet er OK i styrke, MEN vi kan stadig kun se TV4. Bent ringer til Henrik igen, igen. Der MÅ være noget galt med vores adgang til sattelitten. Klokken 18.45 er der endelig noget der virker. Vi kan se flere danske kanaler, med dansk tale og lyd. HERLIGT. Det må fejres med et glas rødvin.